Vendebog

Hvad gør antikvarboghandleren, når bogen er en vendebog? For når en bog skal sælges, skriver antikvarboghandleren prisen og et varenummer i øverste højre hjørne på første blanke side (med blød blyant, naturligvis). Hvilken blanke side er den første blanke side? Den første eller den sidste? Det vender vi tilbage til, men først lidt baggrund.

Den første blanke side i en bog kaldes fribladet. Det er ikke altid der er et friblad, men så kan man bruge titelsmudsbladet, som altid er der. På den side er der udelukkende trykt bogens titel (og måske forfatternavnet og/eller et forlagslogo). Titelsmudsbladet dækker over og kommer lige før titelbladet, som er siden med titlen, navnet på forlaget og eventuelt oversætterens navn. I gamle dage stod der også et årstal og navnet på den by, bogen var trykt i.

Og hvad er en vendebog? Det er en bog med to romaner. Romanerne starter fra hver sin ende. Bogen har altså to forsider og ingen bagside. Det er en type bog, jeg husker fra min barn- og ungdom i 1970’erne, hvor vendebogen var endog meget populær inden for de knap så lødige genrer. Jeg har ikke tal på de uendelige mængder af masseproducerede vendebøger inden for western-, krimi, sci-fi- og krigsromangenrerne, jeg grådigt slugte.

Men det var dengang. Hvem laver vendebøger i det 21. århundrede? Det er ikke mange vendebøger, der passerer igennem antikvariatet hos Bogmanden, men det skete forleden. Denne vendebog er der intet underlødigt over, tværtimod. Det drejer sig om skotske Ali Smiths dobbeltromaner ”Begge dele” og ”Begge dele”. Ja, de to romaner har samme titel, men hver sin oversætter (Ninna Brenøe og Pia Juul) og hver sin forside. Den ene foregår både i renæssancens Italien og nutidens London, og den anden i nutidens Cambridge.

Mens 1970’ernes masseproducerede vendebøger var skabt med henblik på mersalg (”to romaner for en romans pris”), er Ali Smiths vendebog skabt af kunstneriske hensyn, for de to romaners handlinger og persongalleri væver sig sammen, og det gør jo bogen interessant.

Og så er vi tilbage ved problemet, for hvad gør antikvarboghandleren, når bogen er en vendebog? Der er to løsninger: enten at vælge hvilken af de to forsider, der skal være forsidEN, eller simpelthen følge bogens logik, og skrive prisen og varenummeret to gange. Jeg vælger den sidste løsning.

Køber du en dag Ali Smiths roman ”Begge dele” i Bogmandens webshop, og er du typen der ikke ønsker, at der står pris og varenummer i dine bøger, skal du altså have gang i viskelæderet to gange. Så er du advaret.

God fredag.

En god og en dårlig nyhed

Kære bogelsker.

Bogmanden er tilbage i sin julesweater. Hvorfor mon det? Jo, se med her.

Så, for en god ordens skyld: hvis du tilmelder dig Bogmandens nyhedsbrev inden 1. september klokken 12.00, er du med i lodtrækningen om et gavekort til Bogmandens webshop. Værdi: 500,- kroner (og skal bøgerne sendes, sender Bogmanden naturligvis fragtfrit).

Du kan tilmelde dig via dette link.

På forhånd tak.

Bogmanden

Kære bogelskere!

Velkommen til Bogmandens nye webshop.

Jeg håber du vil snuse rundt i de mange bøger og se, om der er titler du mangler i dit bibliotek. Finder du ikke det du søger, er du naturligvis også meget velkommen til at kontakte mig i kommentarfeltet eller på mail [email protected], og du kan også finde mig på Instagram og Facebook. Det kan jo være, jeg har en hemmelig bogstak et sted, jeg endnu ikke har fået lagt online.

Blog og podcast

Det er min intention med jævne mellemrum at skrive blogindlæg og producere podcasts om bøger. Hvorfor ikke bruge min baggrund som journalist til at tale om det vi er fælles om: kærligheden til bøger og litteratur.

Tak fordi du læste med, og velkommen endnu engang til Bogmandens webshop.

Bogmanden

0
    0
    Din kurv
    Din kurv er tomTilbage til shoppen